søndag den 23. februar 2014

You’re Not Paid to Think


Som filosof er det vigtigt tit at minde sig selv om, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at sige alt højt, som man tænker. Særligt på arbejdspladsen. Jeg afholder mig dog ikke fra at rose andre mennesker - heller ikke, hvis det er en chef eller kollega. Det gør ikke den store forskel for mig – men det ved jeg godt, at det gør for andre. Man bør dog vente til det rigtige tidspunkt, da man hurtigt kan få skudt i skoene, at man siger det for selv at opnå noget. Men omvendt så syntes jeg heller ikke, at man skal afholde sig fra at give andre mennesker komplimenter af frygt for at blive beskyldt for at ”fedte” for dem eller selv at ville opnå noget. Det må folk gerne beskylde mig for, så længe jeg ved, at jeg hellere ville save min egen arm af end at opnå en gevinst vha. ufine metoder, som jeg derved per definition ikke har fortjent. Jeg roser ikke nogen, medmindre jeg virkelig mener det. Når man er meget kritisk og stiller høje krav til andre mennesker, så mener jeg også, at det er vigtigt, at man kan anerkende, rose og give andre mennesker komplimenter.

Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er mange ting, som man ikke bør sige på sin arbejdsplads, selvom det er fuldkommen korrekt observeret. Bare, fordi noget f.eks. er dybt uretfærdigt, tåbeligt, forkert eller kunne løses på en meget simplere/lettere måde, så betyder det ikke, at man nødvendigvis altid skal påpege det. For at minde mig selv om dette dagligt, så har jeg denne plakat hængende på mit kontor.

2 kommentarer:

Tommy Kjær Lassen sagde ...

Hej Louise, god overskrift.

Vi må nok sande at det grundvilkår som citatet antyder, nemlig at der er en uløselig væsensforskel imellem refleksion og handling (det kvantitative og det kvalitative - det filosofiske og politiske), er kommet for at blive. Dette problem har optaget filosofferne al tid og det er stadig gældende i vor tid trods vores nye fællessang om det udviklende arbejdsliv, den positive og anerkendende tilgang,
vidensamfundets værdiskabelse, integration af person og profession og i det hele taget drømmen om et bæredygtigt arbejdsliv i balance.

Selv er jeg optaget af Hannah Arendts filosofiske projekt, der på den ene side tager problemet alvorligt og på den anden siden præsenterer et ideal om 'den refleksive praktiker', som genforbinder vita activa med vita contemplativa.

Vejen frem er en vedvarende, paradoksal interaktion imellem disse to elementer. Der vil altid være friktion imellem dem (derfor må du nogle gange tie, på arbejde), men det er også muligt at sikre en konstant dynamik. Det er i al beskedenhed mit eget projekt - og jeg tænker også dit. Vi skal have filosofferne ud af de akademiske vidensintitutioner og vi skal have politik, kapital og marked til indimellem at stille sprøgsmål, der ikke kun har nyttekarakter, men også etisk, æstetisk, og social karakter.

Louise sagde ...

Tak! :-) Jeg mener, at det er på tide at give slip på industrialiseringens syn på medarbejderen og bruge de moderne ledelsesprincipper i praksis (frem for kun i taler). Plakaten leder tankerne hen på det tidligere Sovjetunionen og sætter lighedstegn mellem fraværet af selvstændige tanker og den gode og glade medarbejder. Ifølge plakaten skal man ”Shut up and do your job”, hvis man gerne vil blive anset som en god medarbejder. Det står selvfølgelig i skarp kontrast til de fleste moderne ledelsesprincipper indenfor både kvalitetsudvikling og Lean, men ikke desto mindre er det stadig normen mange steder. Hvis det, at man forholder sig kritisk til f.eks. arbejdsgangen og metoderne på arbejdspladsen, bliver anset som et udtryk for illoyalitet, så modarbejder arbejdspladsen jo aktivt enhver form for videreudvikling. Det er også problematisk i forhold til medarbejdernes ytringsfrihed, hvis alt andet end ros bliver anset som illoyalitet. Der står i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, at "Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage og meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser...". Og ligeledes står der i Grundlovens § 77, at "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres". Men hvis virksomheden ikke har højt til loftet eller værdsætter kreativ tænkning, så har man jo principielt ikke nogen ytringsfrihed. Man kan selvfølgelig godt kræve sin ret, men så er det bare ikke sikkert, at man arbejder der så meget længere.

I den moderne virksomhed burde nye ideer ikke blive anset som farlige, men velkomne i forhold til ønsket om at gøre det bedre. Og derfor bør den moderne leder også være selvsikker og stærk nok til at ønske sig medarbejdere der kan tænke selvstændigt og innovativt - om ikke andet så i hvert fald for virksomhedens skyld.

Mange tak for din kommentar og blogindlæg! :-)