Det er ikke bare retorikken de mestrer

I disse dage er to af verdens allermest indflydelsesrige og magtfulde mennesker i København. De har begge opnået deres indflydelse gennem deres retoriske evner og det er naturligvis Barack Obama og Oprah Winfrey, som jeg taler om. Ingen af dem er kommet sovende til deres nuværende placering. Oprah Winfrey er i sandhed indbegrebet af den amerikanske drøm. Hun er gået fra barndommens fattigdom, hvor hun voksede op hos sin fattige mormor iklædt kartoffelposer, til at have en af de allerhøjeste og mest betydningsfulde placeringer i verden. Udover at hun er kendt i hele verden for The Oprah Winfrey Show, så har hun også sit eget magasin O samt velgørenhedsorganisationen The Angel Network. Oprah Winfrey har nemlig noget, som de færreste tv-personligheder besidder. Hun har nærvær og så tør hun være meget personlig. Hun taler altid først og fremmest til mennesket – som et menneske - uanset, hvem hun så ellers taler med. Hun gør aldrig forskel på sine gæster og hun kunne heller aldrig drømme om at være arrogant. Hun tør være sig selv og tør at vise sine følelser. Hun tør med andre ord at vise, at hun er et menneske. Hun omtaler det selv således:”I am a human being first – trying to speak to that human connection that is in all of us”. Oprah formår som ingen andre at skabe en helt speciel form for intim og intens kommunikation baseret på ærlighed og åbenhjertighed. Derfor er hun heller aldrig bleg for at bruge sig selv som eksempel og hun taler altid lige fra hjertet – også omkring de tabubelagte emner. Hvilket kommer allerstærkest til udtryk, når hun deler sine oplevelser omkring, hvordan hun som barn blev voldtaget, udsat for voldelige overgreb, blev gravid som blot 14 årig og senere mistede barnet. Oprah har dækket stort set alle tænkelige tabubelagte emner. Hvilket hun altid gør med en meget stor seriøsitet og ud fra den overbevisning, at man skal kunne tale om problemerne, før man kan løse dem. Oprah formår som de færreste at bruge retorikken og den platform, som hun har skabt sig til at tale omkring de ting, som hun tror på og kæmper for. Bortset fra The Angel Network, som har til formål at hjælpe syge og fattige mennesker, så har Oprahs allervigtigste projekt gennem alle årene altid været det, som hun for tiden omtaler med mottoet Live Your Best Life. Det handler om, at man skal få det bedst mulige ud af livet – hvilket man gør bedst gennem et højt niveau af selvbevidsthed. Det livslange projekt har også været med til at gøre hendes psykolog Phillip McGraw (også kendt som Dr. Phil) til den allermest kendte (nulevende) psykolog i hele verden. Men det er gennem sin ærlighed og oprigtighed, at Oprah har skabt sin popularitet, sit navn og sin troværdighed. Hvilket også har ført til, at Time og CNN (og senest Barack Obama) gentagende gange har udnævnt Oprah til den mest indflydelsesrige og magtfulde kvinde i verden.

Mon det er et handicap at være ALT for positiv?

I dag blev jeg afbrudt midt i en samtale med en fremmed person, fordi vedkommende gerne lige ville gøre mig opmærksom på, at jeg virkede som ”en meget positiv og ressourcestærk person”. Det er vist første gang, at jeg er blevet kaldt det af en vildt fremmed person efter blot 10 minutters samtale. Det blev jeg naturligvis meget glad for at høre, da jeg har en pudsig tendens til at være meget lidt kritisk overfor ros (medmindre den kommer fra meget sarkastiske mennesker)! Men herefter tilføjede vedkommende sætningen: ”... men det hører du sikkert hele tiden”. Det er desværre en sandhed med visse modifikationer, da det faktisk ikke altid er lige så let at være et super positivt menneske - som nogle måske umiddelbart kunne tro. For det at være et meget positivt menneske medfører faktisk også tit en del negative reaktioner (hovedsagligt fra negative mennesker) og derfor kan man heller ikke lade være med at overveje nogle gange, hvorvidt det måske ville være lidt lettere, hvis man bare var en anelse mindre positiv eller entusiastisk.

For der er nogle helt praktiske problemer forbundet med at være et meget positivt menneske. F.eks. kan det være ret svært at vurdere, hvor lykkelige andre mennesker er. Da ens nyttekalkule af, hvor lykkeligt det andet menneske (burde være) er - ikke altid matcher personens egen vurdering. Og derfor skal man også tit minde sig selv om, at bare fordi, at JEG kan påpege en milliard positive ting ved den andens liv, så behøver vedkommende jo ikke selv at kunne se det på samme måde. En anden ting, som også er meget problematisk for en person med en meget positiv indstilling til livet, er (hvad en af mine AC-kollegaer forleden omtalte som) brokke-kulturen. Det er enormt svært at være en del af en brokke-kulturen, hvis man har en meget positiv indstilling til tingene. For man vil konstant komme med opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag – hvilket virker højest upassende i en social sammenhæng, som primært bygger på sammenhold baseret på brok omkring livets umulighed.

Når man er et meget positivt menneske, så påvirker man som regel også sine omgivelser i to forskellige retninger. Enten så skaber man enorm meget glæde omkring sig. For det er virkelig sandt – glæde smitter. Desværre bare ikke på alle. Og derfor kan man også godt påvirke folk i en negativ retning - bare ved at have en rigtig positiv indstilling til tingene. For nogle (sure) mennesker kan det ligefrem virke så provokerende, at de får lyst til at påpege nogle negative aspekter ved ens liv. Formodentlig i håbet om, at man dermed vil føle sig mindre lykkelig. Sådan en reaktion har jeg ikke særlig meget forståelse for - men jeg antager, at det må skyldes, at de har det enormt dårligt med dem selv. (Empati har virkelig mange positive funktioner.) Nogle gange tror jeg også, at nogle mennesker fejlagtigt antager, at hvis man er meget glad af natur, så må det også være ensbetydende med, at hele ens liv har været en dans på roser. Men her sandheden nok nærmere, at jo mere ulykke man oplever, jo lettere har man også ved at værdsætte de små ting i livet. Og jo længere tid ulykken har varet, jo mere værdsætter man også de lykkelige øjeblikke. For en positiv indstilling til livet handler ikke så meget om succes, men mere omkring, hvordan man definerer succes. Hvilken indstilling man har til livet. Og hvordan man vælger at se på sit liv og de muligheder, som man bliver præsenteret for. Hvilke forventninger man har til sig selv og sine omgivelser. Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet. Og dem vælger man faktisk selv - modsat så mange andre ting her i livet, som man ikke har kontrol over. Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv. Her vælger jeg den positive tilgang - selvom jeg da heller ikke helt kan afvise, at det måske nogle gange ville være lettere at have en lidt mere afdæmpet tilgang til livet.

Om det at blotte sine ord

Formuleringen stammer fra Medinas nye sang Velkommen til Medina. Her bruger Medina udtrykket i forbindelse med det at give sig hen i kærligheden til et andet menneske både med hensyn til det seksuelle og det følelsesmæssige. Men selv udenfor denne kontekst finder jeg formuleringen interessant, da den åbne og ærlige kommunikation er en af menneskets allermest intense kontaktformer. Kommunikation kan foregå på mange forskellige planer - lige fra det allermest uforståelige og indforstået til det allermest ærlige og direkte. Ofte afhænger ens kommunikation også meget af, hvor meget man stoler på sig selv og hvor stor tillid man har til det andet menneske (eller mennesker generelt). Derfor afslører ens kommunikationsform også tit, hvor meget man egentlig tør vise af sig selv eller hvor store forventninger eller tillid man har til det andet menneske. Derfor er det formodentlig også et tegn på manglende tillid, hvis man overhovedet ikke er i stand til at forelske sig. Når Medina synger: Velkommen til min verden, så er det et udtryk for den blottelse og sårbarhed, der ligger i det at turde åbne sig for et andet menneske. Man lader den anden komme ind. Og derfor vil blottelsen også altid være allermest bemærkelsesværdig i forbindelse med kærlighed og forelskelse. Da man på intet andet tidspunkt vil være lige så sårbar, som når man er forelsket. For i denne blottelse ligger der også en forventning eller en forhåbning om at kærligheden bliver gengældt, hvilket også gør blottelsen enorm storslået og smuk. Kærlighed er jo netop dette at turde give sig selv fuldt ud til et andet menneske. Det bygger i høj grad på en blind tillid, da man jo reelt aldrig vide, hvorledes den anden vil bruge (eller misbruge) ens tillid. Tilliden er også blind, fordi forelskelse jo tit har den effekt, at selv det mest rationelle menneske kan miste sin fornuft.

Man kan blotte sig selv på mange forskellige måder gennem ord – både sine holdninger og følelser. Det man blotter er naturligvis sig selv. De mennesker, som har allersværest ved at håndtere deres egne følelser, taler ofte heller ikke særlig meget om dem. Hvilket et eller andet sted måske også er meget fornuftigt, hvis det bare ikke bliver ensbetydende med, at de bliver overset eller gemt helt væk. Følelser har det bedst med at blive udtrykt. Det mener jeg ikke kan variere fra person til person, men er en væsentlig del af det at være et menneske. Hvis man er meget ærlig i sin udtryksform omkring sine følelser, så kan det også godt tit føles, som om at man bliver mere sårbar, når man giver udtryk for dem. Men med tiden lærer man at håndtere sine følelser og dermed vil det også føles som en styrke. For jo mere man udtrykker sine følelser, jo bedre forstår man også sig selv. Hvilket også øger ens selvkontrol, når man ikke længere kan blive overvældet af ens følelser og dermed bliver man også et stærkere menneske. Som Seneca har skrevet: Most powerful is he who has himself in his own power. Men hvis man aldrig blotter sig, så er der heller aldrig nogen, som kan elske en for den, som man virkelig er. Derfor implicerer enhver form for kærlighed også altid, at man tør blotte sig. Venskab såvel som kærlighed. Og derfor begynder alverdens ulykke også altid med en manglende tillid.

Sig ja til alt – eller i det mindste bare til livet!

For et stykke tid siden fik jeg endelig tid til at se Jim Carreys film Yes Man! Filmen handler om Carl Allen, der er en ensom mand med et meget lavt selvværd, som er gået helt i stå efter hans skilsmisse. Han møder ved et tilfælde en gammel ven fra gymnasiet, som overtaler ham til at deltage i selvhjælpsgruppen Yes Man. Her er det grundlæggende princip, at man skal sige ja til alle nye situationer og lægge det negative bag sig. Carl misforstår princippet og tror, at man helt bogstavelig talt skal sige ja til alt. (Hvilket naturligvis også er absurd.) Bevæbnet med sin nye indstilling til livet begynder Carls liv hurtigt (ikke særlig overraskende) at forandre sig radikalt! Jeg vil ikke afsløre mere af filmen, men til gengæld vil jeg overveje det grundlæggende princip om at sige ja til alt!

Livet har ekstremt mange forskellige muligheder og jo mere man tænker over dem, jo mere absurd virker det også, at man ikke bruger flere af dem. Selvom prioritering af tid til ens arbejde, kæreste, venner, familie, interesser osv. naturligvis også kræver sit. Så er der alt for mange mennesker, der er utilfredse med deres liv – uden rigtigt at gøre noget ved det. Det virker ikke engang, som om de syntes, at det er værd at filosofere over, hvad der potentielt kunne gøre dem mere lykkelige. Selv på det område hersker der en vis dovenskab. Sådan en opgivende tankegang og tilgang til livet minder mig om et citat af den danske filosof Søren Kierkegaard: "Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke." Det mest mærkelige ved disse mennesker (som slet ikke gider livet, fordi de mener, at det er så kedeligt og trist) er, at de også altid er de første til at smække døren i, når en af livets mange muligheder banker på. Og samtidig med, at de knalder døren i, så spørg de ofte undrende sig selv, hvorfor der aldrig sker noget nyt eller spændende i deres liv? Ja, hvorfor mon? Det er her, hvor der virkelig er behov for at overveje - bare en gang imellem – om det ikke kunne være en god ide at bruge ordet ja lidt oftere.

Når jeg taler med folk, om det at prøve noget nyt, så får jeg ofte en fornemmelse af, at de syntes, at det er alt for besværligt at prøve noget nyt. Det kræver for meget. Ja, naturligvis kræver det noget mere end den forudsigelige hverdag. Du bliver udfordret. I det øjeblik, hvor du prøver noget nyt, så udfordrer du også dig selv ved at bevæge dig ind på et nyt og uvant territorium. Du risikerer at fejle. Det er farligt, men ikke nær så farligt, som et liv uden udfordringer. For uden nogen udfordringer i livet, der udvikler man sig heller ikke som menneske og dermed risikerer man at gå i stå som menneske. Men risikoen er en grundlæggende forudsætning for både udviklingen og spændingen. Og derfor er det også vigtigt, at man ikke altid bare siger nej. Men hvis du alligevel skulle smække med døren – så husk i det mindste, hvis skyld det er, at dit liv er så forudsigeligt. Det har du nemlig selv valgt!

Derudover er det også vigtigt at huske på, at de bedste tilbud i livet ikke altid bare hænger på træerne eller bliver præsenteret for dig som et godt tilbud med et spørgsmålstegn til sidst. Nogle gange må man også læse imellem linjerne og selv kunne se mulighederne. Mens man andre gange også selv må gøre en aktiv indsats, hvis man vil have chancen for at få dem tilbudt. Det værste, der kan overgå et menneske, er ikke at fejle eller blive til grin - for det beviser i det mindste, at man havde modet til at forsøge. Som Winston Churchill har udtrykt det: "Success is not final, failure is not fatal: it is the courage to continue that counts." Eller formuleret med Søren Kierkegaards ord: "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!" Det handler heller ikke bare om at ytre det korrekte ord på det rette tidspunkt, men om at man ikke altid bare skal forholde sig passiv til livet. For modsat, hvad mange tror, så er passivitet også et valg – et indirekte fravalg af livets muligheder. Intet er blevet fortrudt mere igennem tiden end manglende handling og passivitet. Det at fejle og blive til grin er intet i forhold til fortrydelse. Om 30 år vil du ikke kunne huske nogen af de pinlige fejltagelser, som du har begået de sidste par år – kun de muligheder som du afviste uden at give en chance. Og derfor er det også altid langt mere farligt at sige nej – frem for ja. Så husk det næste gang, hvor du afviser en mulighed.

Bob It Extreme 2

Bob It Extreme 2 er en gadget eller et elektronisk spil, hvis udfordring består i, at man skal have (eller får) nogle hurtige reflekser. Bob It Extreme 2 har to spilmuligheder: FoxBop og BeBop, hvor henholdsvis en stemme eller musik fortæller dig, hvad du skal trykke på. I musikversionen BeBop er der en bestemt lyd for hver mulig bevægelse. De fem mulige bevægelser i spillet er således: Bob It, Spin It, Flick It, Twist It og Pull It, hvilket svarer til de fem forskellige dimser på Bob It Extreme 2. Spillet går så ud på, at man skal være hurtig nok til at lave den rigtige bevægelse i takt til musikken. Jo bedre man bliver, jo hurtigere går spillet også. Selvom det muligvis ser let ud i videoen, så afhænger letheden meget af, hvor gode ens reflekser og koordination er. Når man begår en fejl, er spillet slut og herefter fortæller en stemme ens highscore og giver et råd til næste gang ud fra af ens præstation. Her kan man se den i action i solo-versionen:


Man kan også spille Bob It Ekstreme 2 mod en anden person i One-on-One (hvilket man kan se her) eller mod flere i Pass It. Hvorfor Bob It Extreme 2 aldrig er blevet den nye Rubixterning, det forstår jeg simpelthen ikke - selvom det selvfølgelig godt kunne have noget at gøre med udbredelsen af konsolspil. Det er sjældent, at nogen gadget kan holde min interesse fanget i særlig langt tid, men her skiller Bob It Extreme 2 sig faktisk ud – da det både er rigtig sjovt og vanedannende. Bare se her, hvor en videoblogger fortæller, hvordan Bob It Ekstreme 2 både har ødelagt hendes liv og hendes videoblog. Jeg købte selv Bop It Extreme 2 i en gadgetbutik i London for nogle år tilbage, men jeg har efterfølgende også set den til salg herhjemme - blandt andet i Gadgets.dk-butikken i KBH. Jeg ved ikke, om det skyldes det faktum, at Bob It Extreme 2 desværre for tiden er udsolgt fra producenten eller dens store popularitet, men her har jeg fundet en video, hvor nogle unge spiller Pass It – uden nogen gadget. Derudover undrer jeg mig også over, hvorfor det elektroniske spil ifølge producenten kun er fra 8 - 99 år – hvad sker der med ens reflekser, når man fylder 100?