fredag den 20. juni 2008

Guide: Kunsten at tale uden reelt at sige noget

Nogle mennesker er meget bange for at fortælle, hvad de mener om et givent emne. Det kan være alt lige fra, hvordan de forholder sig til et bestemt etisk dilemma, et aktuelt emne i nyhederne eller en større politisk diskussion. Her kan det være en fordel at kunne tale uden reelt at sige noget, for dermed slipper man jo også samtidig for eventuelle kritiske spørgsmål. Personligt, så har jeg en holdning til stort set, hvad som helst, for ellers så ville det jo indbefatte (to for mig ellers fuldkomment ukendte fænomener) ligegyldighed og det ikke at have overvejet et givent emne. (Selvom det desværre ikke i sig selv er en garanti for kvalificeret holdninger.) Men jeg indset, at mange mennesker har det helt anderledes. De ønsker ikke at tage stilling til noget som helst eller at give udtryk for noget som helst. De er faktisk fuldkommen ligeglade. Men hvorfor har de det sådan? Ja, det har jeg jo spekuleret lidt over. Uden selv at have det mindste kendskab til følelsen af ligegyldighed, så gætter jeg umiddelbart på, at det muligvis kunne handle om en vis manglende lyst til at forholde sig til det givne emne og så måske også en vis frygt for at skulle fremstå dum eller uvidende. Nogle frygter måske også, at når de giver udtryk for deres holdninger, så kunne det medfører (noget så frygteligt som) en diskussion. Men en god diskussion bør man aldrig frygte. Det værste der kan ske, det er jo i virkeligheden, at man selv bliver klogere - om ikke andet, så på ens egne holdninger. For en god diskussion tvinger jo netop én til at begrunde sine holdninger, samtidig med at en anden giver en kritisk vurdering af dem og dermed får man selv muligheden for at genoverveje ens holdninger kritisk ud fra et nyt perspektiv. En diskussion er kun farlig, hvis man ikke har tænkt sine egne holdninger helt igennem og dermed ikke ved, hvorfor man har dem. Nogle politikere har på denne baggrund også udviklet nogle fænomenale evner til at tale udenom (frem for at gennemtænke deres holdninger). Efter min mening, så kan enhver god politiker begrunde sine holdninger, netop fordi begrundelsen også samtidig er et udtryk for, at de har overvejet deres holdninger meget grundigt. Den dårlige politiker må nøjes med at tale udenom. Derfor har flere politikere også udviklet diverse strategier i at tale udenom og holde taler uden noget reelt indhold. Men hvordan gør man så egentlig dette? Hvordan giver man et svar eller holder en tale uden noget reelt indhold? Ja, her er en guide til dig, som stadig er så doven, at du hellere vil tale udenom, frem for at tænke dine holdninger igennem:

How To Give a Speech Without Saying Anything

torsdag den 12. juni 2008

Filosof eller akademisk vrøvlehoved? – Seks krav til en rigtig filosof

Kan enhver kalde sig filosof? Der kan de øjensynlig. I hvert fald findes der ikke nogen objektiv bestemmelse af, hvilke evner eller kompetencer der skal til, for at man er en rigtig filosof. Jeg kan føle mig særdeles desillusioneret, når jeg ser mig omkring på nettet, over, hvordan både ordet filosofi og filosof bliver misbrugt. Alt for meget vrøvl bliver betegnet som filosofi og det har desværre den uheldige konsekvens, at folk generelt får det indtryk, at filosofi ikke kan bruges til noget. Derfor spurgte Morten også fornyeligt meget berettiget; Hvad skal vi med filosofi? Her var jeg naturligvis en af de første til at forsvare disciplinen. Men et eller andet sted, så kan jeg sagtens forstå, hvorfor Morten spørg. For der findes simpelthen alt for meget akademisk vrøvl, som går under betegnelsen filosofi. At have tillært sig nogle filosofiske begreber og at have et vist kendskab til filosofisk litteratur er ikke det samme, som man er en filosof. Men hvad kendetegner så egentlig en rigtig filosof?

Her er mine seks bud på, hvad der kendetegner en rigtig filosof:

1. En filosof udtænker nye mulige metoder og teorier. Gennem tiden har filosofiens spekulationer og hypoteser medført en masse nye opdagelser og viden. En rigtig filosof overvejer ikke kun den givne videnskab, men bidrager også til at skabe ny viden. Dermed imiterer en filosof heller ikke bare andre filosoffer, men udtænker selv nye, kreative og selvstændige tanker. (Dermed har jeg ikke sagt, at tankerne ikke kan bygge videre på tidligere traditioner indenfor området.)

2. En filosof forholder sig altid åbent og kritisk overfor enhver form for teori eller holdning – også sine egne. Enhver form for teori eller holdning skal altid være åben overfor angreb. Derfor er det også meget ufilosofisk, hvis man nægter at se kritisk på f.eks. ens egne holdninger eller teorier. For hele pointen med filosofi burde jo gerne være, at man fik en bedre erkendelse af virkeligheden og dermed verden. Det er både ufilosofisk og uvidenskabeligt, hvis man bare stædigt og ureflekteret fastholder sine egne holdninger og teorier, når man bliver præsenteret for ny viden eller nye argumenter.

3. En filosof tænker og argumenterer rationelt, konsekvent og logisk. En af filosoffens spidskompetencer skulle gerne være evnen til at tænke logisk og rationelt. Dvs. at man umiddelbart evner at finde frem til diverse fejlslutninger og skjulte præmisser i en given argumentation, således at man hurtigt kan identificere, når (og hvorfor) en given argumentation er ulogisk og usammenhængende.

4. En filosof afklarer og afgrænser betydningen og definitionen af diverse begreber og filosofiske spørgsmål – ikke det modsatte. Derfor kan en filosof også altid forklare sine tanker og teorier på en meget klar, enkelt og entydig måde. For jeg mener simpelthen, at der må være en klar og logisk sammenhæng mellem det at have gennemtænkt sine tanker og så det at kunne formulere dem. At gemme sine holdninger eller overvejelser bag en masse faglig eller akademisk retorik - det er ikke filosofi – men et udtryk for manglende sproglige kompetencer. Selvom det naturligvis er helt i orden at bruge faglige eller akademiske udtryk i den grad, som det er relevant for diskussionen. Bare fordi flere af de store filosoffer gennem tiderne har haft en uforståelig og tvetydig retorik (som man efterfølgende har brugt langt tid på at forstå) så er det ikke ensbetydende med, at uforståelig retorik i sig selv er filosofisk - tværtimod.

5. En filosof kender forskellen på en personlig overbevisning og et videnskabeligt udsagn. Dvs. forskellen mellem, hvad der hører til indenfor videnskabens område og hvad der blot handler om personlige overbevisninger.

6. En filosof har en stor faglig viden og er altid up-to-date med den nyeste og relevante fagvidenskabelige forskning indenfor det givne filosofiske forskningsområde. (Da filosofi ikke har sit eget fagområde, så er filosofi stort set altid en tværfaglig disciplin.) Jeg vil direkte hævde, at det er uvidenskabeligt, hvis man som filosof nægter at forholde sig til den nyeste fagvidenskabelige forskning på området.