torsdag den 31. januar 2008

Om min blog

I anledning af at jeg nu snart har haft min blog i et halvt år, så vil jeg gerne skrive lidt om, hvordan jeg har det med min blog. For det første elsker jeg at blogge. Det er skønt, for det kombinerer to af de ting som jeg elsker mest - nemlig kommunikation og retorik. Udenfor blogsfæren taler jeg utrolig meget (ja, nogle siger jeg taler for meget) og det har jeg nu videreført til internettet via min blog. Men jeg er sikker på, at selvom min nærmeste omgangskreds mener, at jeg bruger al for meget tid på min blog – frem for på dem, mit speciale og mine andre interesser - så værdsætter de det nok alligevel, for det betyder jo også, at jeg taler det mindre – i hvert fald i den tid jeg bruger på bloggen. Jeg elsker også at læse andres blogs og jeg skriver også meget gerne kommentarer. Her har jeg dog måtte lære mig selv den utrolig svære kunst at begrænse mine kommentarer. Men det har jeg stadig ikke helt fået lært, så det lider diverse andre blogs under for tiden. Men bare rolig, jeg skal nok blive bedre til det - tror jeg nok. Jeg har også fået nogle (få) kommentarer og en del mails i forbindelse med mine forskellige indlæg og dem er jeg meget taknemlige for. Det er virkelig sjovt, når jeg får en mail fra folk, som jeg enten har skrevet om eller som kan relatere til det givne emne. Det er virkelig fedt, at folk gider at bruge deres tid på at skrive en kommentar eller en mail til mig, så tusind tak for det.

Det mest fascinerende aspekt ved at have sin egen blog, det er erkendelsen af, at der rent faktisk er nogle som gider at læse den. Det er imponerende! Det er også utroligt, hvor mange hits jeg har for tiden. Jeg kan faktisk ikke helt forstå det, for jeg er hverken med i nogen blogbot eller blogroll. Mon chart.dk har nogle IT problemer for tiden? Jeg tænker også tit på, hvor mange af mine hits egentlig kommer fra mennesker, som jeg kender udenfor blogsfæren. Altså om det er mine egne venner og familie som læser min blog, for de fleste af dem kender jo rent faktisk også adressen på min blog. (De har i hvert fald fået den.) Men da de aldrig nævner min blog, så antager jeg, at de heller ikke læser den. (Ja, nu ved jeg godt, at nogle nævner den, så det behøver I altså ikke at gøre mig opmærksom på.) Men hvor kommer alle de mennesker på min blog så fra og hvad læser de mon om? Jeg ved det ikke, for jeg har personligt fravalgt enhver form for overvågning af min blog og dens læsere. Mange andre har jo udstyret deres blog med diverse former for undersøgelser af brugerne, som sker helt automatisk i det man klikker på deres blog. Men bare rolig, her på bloggen er alle anonyme - i hvert fald i den grad man selv ønsker det. Her er ingen Big Brother. Jeg har kun chart.dk og der kan jeg kun se, hvor mange hits jeg har. Så jeg har faktisk ingen anelse om, hvem der kommer på min blog, hvilket styresystem de har, hvor i landet de befinder sig eller noget andet. Men jeg vil da gerne sige tusind tak for at læse min blog, uanset hvem I er og hvor I så ellers kommer fra. Det mest mærkelige aspekt ved at have en blog, det er tanken om, at folk jeg kender overfladisk eller møder regelmæssigt også kan læse min blog. Det er ret mærkeligt, for på den måde kan fremmede mennesker jo faktisk vide en del om mig personligt, uden at jeg ved det og uden at jeg ved noget om dem. Selvom det selvfølgelig er helt i orden, at de læser min blog, så er det alligevel en mærkelig tanke, at jeg ikke kan vide, hvad folk ved om mig. Men det vidste jeg jo egentlig også godt dengang for et halvt år siden, da jeg oprettede min blog, satte et billede af mig selv på den og siden har skrevet en del personlige ting om mit liv. Så det har jeg jo egentlig kun mig selv at takke for.

onsdag den 30. januar 2008

Hvad er tolerance?

I mandagens udgave af Deadline 22.30 var temaet tolerance (som kan ses her). Her blev en ny bog om tolerance af Thomas Bredsdorff (professor, Nordisk litteratur, KU) og Lasse Horne Kjærsgaard (forskningslektor, Nordisk litteratur, KU) præsenteret og diskuteret ud fra blandt andet litteratur som Kafka og Holberg. (Bogen har forresten den opsigtsvækkende titel: Tolerance - hvordan man lærer at leve med den man hader.) Programmet begynder med en kritik af den måde begrebet tolerance ofte bliver brugt på og her bliver det slået fast, at tolerance altid må indeholde en fordømmelse af intolerante holdninger og adfærd. Og dermed må tolerance heller aldrig bare blive lalleglad eller ligegyldig tolerance, da lalleglad eller ligegyldig tolerance hurtigt kan blive til grusom tolerance. Et eksempel på grusom tolerance (fra programmet) kunne f.eks. være tolerance overfor en religiøs tradition som kvindelig omskæring. Det bliver også fastslået, at tolerance altid må indebærer en vis (fastholdt) interesse for dem og de holdninger, som man er uenig med. Dette er en utrolig vigtig pointe, for hvis man bare prøver på at ignorere fordomsfulde og intolerante holdninger, så kan det hurtigt ende med, at man tror, at de slet ikke eksisterer. Hvilket betyder, at man i virkeligheden bare har valgt at se bort fra de intolerante holdninger, muligvis fordi man foretrækker at se verden som harmonisk - frem for konfliktfyldt. Den mest forfriskende pointe der bliver fremsat i programmet er dog, at selve begrebet om tolerance også forudsætter, at man kan se sig selv ude fra og dermed også med en vis selvironisk distance. Det vil altså sige, at selve begrebet om tolerance også forudsætter en vis selverkendelse (nemlig af det faktum, at man ikke altid nødvendigvis har ret) og en vis selvironisk distance (nemlig evnen til ikke at tage sig selv alvorligt hele tiden (selvhøjtidelighed)). Hvilket igen nok også forudsætter, at man har et vist niveau af både selvtillid og selverkendelse. De hævder også, at begrebet om tolerance er socialt skabt for at løse forskellige samfundsmæssige problemer og at man stadig kan bruge begrebet til dette. Her fremhæver de så fiktionens rolle som værende et fremragende værktøj til at øge menneskers tolerance overfor andre mennesker, da man gennem fiktionen både kan øge ens forestillingsevne, indlevelsesevne og ens generelle forståelse af andre menneskers liv og perspektiver. (Her bliver ideen om at bombe Bagdad med litteratur også fremsat.) Meget relevant citerer de også den amerikanske filosof Richard Rorty for, at havde sagt at: litteraturen betyder mere for moralske fremskridt end filosofien, fordi den bidrager til at udvide den moralske forestillingsevne. Og netop Rorty har jo gjort opmærksom på, at det er gennem vores identifikatoriske forestillingsevne, at vi kan indse vores fælles medmenneskelighed. Og det er netop ud fra denne menneskelighed, indlevelsesevne eller empati, at man overhovedet kan tale om tolerance og moral. Jeg vil ikke gå nærmere ind i en erkendelsesteoretisk moralsk diskussion, men til gengæld vil jeg gerne påpege en af programmets andre pointer, som man hurtigt kan overse. Og det er Bredsdorffs udtalelse om, at Nelson Mandela er et ikon på, hvordan man kommer ud af en grusom (intolerant) konflikt med tolerancen i behold. Og Mandela er virkelig et ikon, for han har ikke "bare" kæmpet kampen for tolerance overfor de sorte, men i lige så høj grad også kampen for at fastholde de sortes tolerance overfor de hvide. Dette er i sandhed et udtryk for virkelig tolerance, som de færreste mennesker evner. Det vil jeg gerne skrive under på, selvom at jeg desværre ikke kan komme nærmere ind på mine personlige oplevelser med intolerante mennesker her.

mandag den 28. januar 2008

California Dreaming

For tiden tænker jeg meget på, hvor fedt det ville være, hvis jeg bare kunne køre en lang tur gennem den amerikanske natur i en fed bil med mine venner og kæreste. Jeg elsker simpelthen bare den natur som findes på strækningen mellem Santa Barbara, Los Angeles og Las Vegas. Den er bare helt fantastisk, både kyststrækningen fra Santa Barbara til L.A. med sine rå klipper mod det blå hav, Californiens grønne græssletter, Grand Canyon, Nevadas landskab, Sedonas smukke røde klipper og Death Valley. Det ville bare være så fedt, hvis man bare kunne køre og slappe af uden at skulle tænke på noget bestemt. Og kun stoppe engang imellem for at spise et godt måltid, ligge lidt ved en kølig pool eller gå en tur i den fantastiske natur. (Mon det her handler om, at en af mine veninder lige har været tre uger i Brasilien?) Bare slappe af uden at skulle tænke på noget - hverken mit speciale eller min jobsamtale i næste uge om et studiejob. Men det kunne være fedt, bare at cruise, høre noget lækkert musik og nyde udsigten. Men det har jeg desværre ikke tid til lige nu, så det må blive ved drømmen indtil videre...

fredag den 25. januar 2008

Livet som kamæleon

Livet handler om det konstant at kunne tilpasse sig forskellige situationer. Og bare fordi jeg vælger at bruge ordet rolle (hvilket kan ses som sociologisk determinisme) så mener jeg altså ikke, at de forskellige roller determinerer menneskets adfærd. Nej, mennesket vælger selv sine forskellige roller og kan i stor udstrækning også forme dem i den retning, som det ønsker. Alle mennesker har mange forskellige roller og skifter (for det meste) også problemfrit imellem dem hele tiden. Det ene øjeblik kan jeg f.eks. være til en 50 Cent koncert sammen med de fleste fra den nærmeste ghetto! I det andet øjeblik kan jeg være til en universitetskonference med diverse professorer og diskutere, hvorvidt omverdensbegrebet dybest set bare er et naturligt skel i den menneskelige erkendelse. I det næste øjeblik læser jeg en børnebog for en venindes barn. Det næste øjeblik er jeg til en jobsamtale. Det næste øjeblik diskuterer jeg politik. Det næste øjeblik spiller jeg konsolspil med mine venner. Det næste øjeblik snakker jeg med nogle af naboens børn som klapper min hund. Det næste øjeblik mødes jeg med en gammel veninde på en cafe. Det næste øjeblik er jeg i operaen med mine bedsteforældre osv. osv... Der er mange forskellige roller i livet. Men uanset situationen, så er alle rollerne jo dybest set mig eller forskellige aspekter af mig. Dem som kender mig bedst, det er vel dem, som kender mig i (næsten) alle rollerne. For jeg er jo ikke bare en af rollerne - men dem alle sammen. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, at nogle roller er mere begrænsede end andre. Men det betyder ikke, at man kan undskylde sig med en given rolle, for man kan jo forme rollen i den retning man vil. Eller hvis man er meget utilfreds, så kan man vælge rollen helt fra og finde en ny. Og det gælder altså uanset alder - også i erhvervslivet. Jeg hader personligt, at være tvunget ind i en bestemt rolle og derved skulle være på en bestemt måde. Altså det at andre forventer, at jeg skal være på en bestemt måde. Det opfodrer jo også i sig selv til oprør. I gymnasiet kostede denne manglende vilje til at tilpasse mig nogle dårlige karakterer, fordi jeg direkte nægtede at tilpasse mig i den grad som gode karakterer øjensynlig krævede (Ja, det vil nogle kalde at kysse ...). Om det var en dum strategi, det kan diskuteres. Men dette problem er der heldigvis ikke på universitetet, men til gengæld er der naturligvis en masse andre underforståede normer og regler for ens adfærd. Disse normer har jeg selvfølgelig også prøvet på at bøje, så jeg kunne passe ind. Ikke fordi, at jeg sådan absolut skal skille mig ud, lave oprør eller være anderledes, men jeg vil bare gerne have lov til at være mig selv. For jeg vil naturligvis gerne passe ind i en vis grad (hvilket jeg også gør) men jeg mener altså, at min adfærd er noget jeg bestemmer, ikke noget som andre skal påtvinge mig. Men der går selvfølgelig en meget fin skillelinje imellem, det at passe ind, hvor man forstår de givne sociale normer og spilleregler og så det at skulle ændre sig selv fuldkommen. Det kan være en hård kamp (det ikke at ville ligge under for andres normer og adfærd) samtidig med stadig at skulle passe ind i en vis grad, men det kan sagtens lade sig gøre. Selvom man selvfølgelig skal være bevidst om, at når man gør noget på en anden måde end andre forventer, så giver det naturligvis også en vis modstand - for ikke at tale om manglende forståelse. Men det er jo kun naturligt, når man ikke bare vælger at gøre alting, ligesom alle andre forventer eller vil have det.

torsdag den 24. januar 2008

Hvilken succes

Min uddannelse er en succes. Ja, nu mener jeg altså ikke min egen uddannelse, men selve uddannelsen i sig selv. For nogle måneder siden begyndte jeg at lave min egen helt uofficielle undersøgelse af, hvor mange på min årgang der egentlig havde fået en uddannelse eller var på vej til at få det. Det var faktisk rimelig let at få et vist videnskabeligt niveau af min undersøgelse, da jeg nemt kunne skaffe både nogle årsopgørelser over dem som er blevet færdige og så en liste over de nuværende studerende. Samtidig rendte jeg også ind i en tidligere medstuderende til en konference, som jeg senere brugte en eftermiddag sammen med for at genopfriske gamle minder og snakke om tiden der var gået siden sidst. Samtidig kunne vi jo også lige sammenligne vores viden omkring, hvem der droppede ud, hvem der skiftede studie og hvor nogle helt andre egentlig blev af. Tilsammen havde vi faktisk en meget god viden om stort set alle (som vi kunne huske i hvert fald). Men han fortalte mig også om en intern undersøgelse, som viste at vores uddannelse er en succes, for selvom folk bruger lang tid på deres studie, så bliver de fleste faktisk færdige på et tidspunkt. Min egen undersøgelse af min egen årgang viste, AT (trommehvirvel) hele 6 studerende fra min årgang nu har en universitetsuddannelse. Derudover viste det sig også, med hjælp fra både optegnelserne og min tidligere medstuderende, at hele 6 studerende med rimelig stor sikkerhed er ved at skrive speciale (hvoraf jeg er en af dem). Det vil altså sige, at der ud af mine tidligere 80 medstuderende er hele 12 mennesker der (forhåbentlig om nogle år) har fået en universitetsuddannelse! Det er da virkelig en succes som ikke er til at tage fejl af!

tirsdag den 22. januar 2008

Test: Er du FOR ensidig, ensporet og indspist?

Her kan du teste, hvor ensidig, ensporet og indspist du er, ved at stille dig selv ti spørgsmål:

I min nærmeste omgangskreds (= venner og familie) er holdningerne:

1. Vidt forskellige (vi kan faktisk ikke rigtig tale om noget, uden at det ender i en vild diskussion).
2. Rimelig ens (der findes da nogle områder, hvor vi er ens, vi er jo f.eks. alle sammen mennesker!).
3. Helt identiske (hvad betyder det egentlig, det at være uenig, er de fleste synsvinkler ikke ret ens?).

I min nærmeste omgangskreds er den uddannelsesmæssige baggrund:

1. Meget forskellig (vi har faktisk tit svært ved overhovedet at kommunikere sammen).
2. De minder lidt om hinanden, selvom emneområderne og uddannelsestyperne er vidt forskellige (men vi har da visse fælles fortolkningsrammer).
3. Den samme (vi har faktisk gået på præcis den samme uddannelse eller det samme uddannelsessted, findes der egentlig overhovedet andre uddannelser eller muligheder i livet?).

I min nærmeste omgangskreds er de politiske holdninger:

1. Fordelt på kryds og tværs af alle partier (vi keder os aldrig til sammenkomsterne, men vi ses heller ikke så meget op til valgene).
2. Fordelt både på højre og venstre fløjen (det minder lidt om Folketinget).
3. Kun i en politisk retning (vi er faktisk alle sammen medlemmer af den samme politiske organisation).

I min nærmeste omgangskreds er den økonomiske situation den:

1. At der er hele skalaen (vi har alt lige fra en hjemløs til en massemillionær med Ferrari og eget firma).
2. At der er nogle få som skiller sig ud, ved at have en større eller mindre økonomisk indkomst, end os andre.
3. At vi alle sammen har præcis den samme indkomst (så er der også altid nogen til at hjælpe én med at udfylde selvangivelsen).

I min dagligdag møder jeg:

1. Alle slags mennesker (både med hensyn til holdninger, kultur, seksualitet, traditioner, alder og interesser).
2. Også tit nogle mennesker, som ikke nødvendigvis har præcis de samme synsvinkler på livet og verden, som jeg selv har.
3. Alle slags mennesker (men det gør jo ikke nødvendigvis den store forskel, for vi har jo alligevel alle sammen dybest set den samme forståelse af politik og verden...).

Mine indkøb foregår hovedsageligt:

1. Helt almindelige indkøbssteder (hvor alle slags mennesker handler).
2. Der, hvor de har de ting, som jeg skal bruge (det har de jo ikke alle de almindelige steder, i hvert fald ikke til den pris, kvalitet, fra det rette sted osv.).
3. Specialforretninger (hvor jeg kun møder folk, som jeg allerede kender og som jeg deler (minimum) 99 % af mine holdninger og interesser med).

Når jeg hører om noget nyt, hvad enten det er musik, teknologi, viden eller noget helt andet, så er min typiske reaktion:

1. Det lyder da spændende, fortæl endelig mere.
2. Hmm... (modtages med en vis skepsis, men er alligevel åben for at høre om nogle nye indtryk).
3. Nyt? Hvad skal man bruge noget nyt til, når jeg allerede ved det hele og HAR valgt mine interesser?

Når jeg hører nogen ytre en anden holdning end min egen, så er min umiddelbare reaktion:

1. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål, så jeg kan få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
2. At jeg egentlig ikke hører efter, for jeg ved jo alligevel allerede alt, hvad der er værd at vide, men så kan jeg jo bruge den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) til at forberede fremlægningen af mit eget synspunkt.
3. Hvilke andre holdninger?

Når nogen fortæller dig om en interesse, som du enten ikke bryder dig om eller har nogen interesse for, så siger du for det meste:

1. Det kender jeg ikke så meget til.
2. Det bør man ikke spilde sin tid på (hermed har du på en pæn måde tilkendegivet, at den givne interesse, ifølge din standard, ikke kan betragtes som en del af den finere kultur).
3. Intet (du går bare, for I har jo alligevel tydeligvis intet til fælles).

Når du tænker på din fremtid, så tænker du, at den:

1. Er fuldkommen uforudsigelig.
2. Nok vil gå i en bestemt retning, men at mange ting stadig er umulige at forudsige (hvis du altså ikke bare gør, som alle andre du kender).
3. Vil se præcis ud som i dag (for du kan jo umuligt blive klogere, så hvad skulle egentlig forandre sig?).


Her burde det jo så være indlysende, hvilke svar der betyder hvad. Men hvis du ikke helt har forstået pointen og kun har svaret 3 hele vejen, så er der muligvis ikke så meget at gøre. Du vil nok næppe lytte til råd som f.eks. at være mere åben, få nogle nye venner, opleve noget nyt eller få nogle nye interesser. Og formodentlig har du også allerede klikket væk fra min blog, da du tænkte det samme, som du svarede i det andet sidste spørgsmål.

søndag den 20. januar 2008

Kvindelige universitetsansattes kvalifikationer og vidensområder

En ny undersøgelse lavet af videnskabsministeriet viser, at kun 30 % af de 1400 professorer, som er blevet ansat indenfor de seneste tre år på landets universiteter, er kvinder. Ligeledes gælder det også for andelen af lektorer, hvor kun 25% af de universitetsansatte lektorer er kvinder. Denne skæve fordeling forklares umiddelbart af folkene bag undersøgelserne ved, at kvinderne rent faktisk ikke søger stillingerne. Mens Charlotte Palludan i Magisterbladet (nr. 1, 2008, s. 12) hævder, at den skæve fordeling skyldes det faktum, at stort set alle i bedømmelsesudvalgene er mænd. Det får så Charlotte Palludan til at udtale følgende: ”Det er et udtryk for, at mange stillingsopslag reproducerer mænds kvalifikationer og vidensområder.”

Det virker for det første som noget af en påstand, at ens kvalifikationer og vidensområder skulle være bestemt af ens køn. Og selvom at der muligvis skulle være nogle kønsmæssige forskelle i interesseområder og synsvinkler, så kan jeg ikke se, hvad man skulle få ud af at opdele kvalifikationer eller vidensområder ud fra køn. Hvad er så kvindelige kvalifikationer og vidensområder? Skal et bedømmelsesudvalg så tage hensyn til denne kønsmæssige forskel? Og vil det så betyde, at man som kvindelig forsker vil kunne blive afvist ud fra det kriterium, at man ikke har tilpas kvindelige kvalifikationer eller vidensområder? Det virker jo absurd. Nej, en ansættelse skal selvfølgelig ske ud fra ens kvalifikationer og hvorvidt ens vidensområder matcher den givne stilling - ikke ud fra ens køn. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, om der er nogle forskningsområder man overser, når man opretter nye forskerstillinger. Her kan man selvfølgelig undre sig lidt over, hvorfor kvinder generelt så ikke søger disse stillinger. Forklaringen på dette kan måske findes ved at se på aspekter som: selve universitetets dårlige arbejdsmiljø (i forhold til andre arbejdspladser), børn og manglende selvtillid. Men måske kan man heller ikke helt afvise, at mandschauvinisme måske stadig spiller en vis rolle. Personligt har jeg dog aldrig oplevet nogen form for decideret mandschauvinisme på universitetet. (Heldigvis.) Jeg har kun haft en lidt ubehagelig oplevelse med en mandlig ansat, som rent faktisk mente, at det var i orden at tale ned til mig alene pga. mit køn. Men ellers syntes jeg generelt, at mændene på universitetet er nogle herlige og sjove typer og jeg kan også sagtens grine med på de fleste (sjove) jokes om kvinder. Men måske har disse manglende ubehagelige oplevelser også gjort, at jeg er blevet lidt naiv, så jeg rent faktisk var kommet til at tro, at mandschauvinisme slet ikke forekom på universitetet.

I løbet af mit eget studie har jeg faktisk heller ikke haft særlig mange kvindelige undervisere. Men de få kvindelige undervisere som jeg har haft, de er også helt klart blevet ansat på baggrund af deres kvalifikationer og vidensområder. Og disse kvalifikationer og vidensområder vil jeg på ingen måde betegne som specielt kvindetypiske. Hvis jeg skal sige noget generelt om deres kvalifikationer, så vil jeg sige, at de generelt alle har haft en stor faglig viden om det givne fagområde, været rigtig gode til at formidle denne viden videre og generelt har haft et stort engagement. Og det er vel også de helt essentielle kvalifikationer for en god underviser, helt uafhængigt af, hvilket køn underviseren så ellers har.

fredag den 18. januar 2008

Om farver i forhold til filosofi og det intellektuelle

Dengang da jeg oprettede min blog, der tænkte jeg lidt over, hvilke farver jeg skulle vælge. Selvom farvevalget måske umiddelbart kan virke ligegyldigt, så har det nok alligevel en vis betydning for, hvad folk tænker sådan umiddelbart, når de kommer ind på ens blog. Folk associerer jo forskellige ting ud fra forskellige farver. Hvis man gerne vil fremstå seriøs (sagde nogen akademisk og intellektuel?) så kan man jo f.eks. bruge nogle jordfarver som sort, brun, grå og blå. Farverne skal naturligvis være i afdæmpede og matte farver, da enhver form for farvestrålende symbolik hurtigt kan føre til, at siden bliver opfattet som useriøs. Og så kunne det jo være, at de seriøse intellektuelle klikkede væk fra siden igen. Jeg har nævnt det før, men jeg fremhæver det gerne igen - man kan ikke både være positiv (med farver) og samtidig fremstå intellektuel og seriøs. Det kan ikke lade sig gøre, det er umuligt. Det er bevist igen og igen.

Jeg har naturligvis også udvalgt farverne på min blog efter mange seriøse og hårde overvejelser. Jeg har faktisk også prøvet at give min blog nogle farver, så den fremstod både seriøs og intellektuel. Men min blog følte sig slet ikke tilpas i de farver, den følte sig både hæmmet og samtidig så den også meget trist ud. Så prøvede jeg det modsatte, at give den en masse forskellige farver, men så lignede den mest af alt en farveeksplosion (ja, jeg ved godt, at nogle mener, at jeg måske aldrig kom helt væk fra det koncept). Men til sidst fandt jeg nogle passende farver. Farverne på min blog blev nok hovedsageligt valgt ud fra følgende tanker. Farverne skal ikke være for kedelige, jeg skal selv kunne lide dem og så må de for alt i verden ikke give det indtryk, at jeg selv tror, at jeg er super intellektuel eller at bloggen har et super seriøst indhold.

Men det som virkelig kan undre og forbløffe mig, det er, hvorfor Filosofi på Københavns Universitets også har valgt stort set de samme farver på deres side!?! Prøv bare at se her. Hvordan gik det lige til? Hvilken kommunikationsrådgiver har mon anbefalet dem det? Betyder det så, at jeg også er med på moden? Eller har jeg taget fejl af noget? Måske er det en ny farvemode indenfor den intellektuelle verden, som jeg på en eller anden måde har været på forkant med, som gør op med tidligere tiders betoning af jordfarver. Betyder det så, at der ikke længere er lighedstegn mellem intellektuel og jordfarver? Det virker næsten også som om, at man har prøvet på at fremhæve de lyserøde og lyseblå farver i selve billedet af den athenske skole med Aristoteles og Platon (af Raphael) hvor de lyserøde og lyseblå farver jo nærmest lyser op. Sådan ser billedet altså ikke altid ud, bare se her. Hvorfor har man mon valgt at fremhæve netop disse farver? Måske hænget valget af farverne lyserød og lyseblå alligevel sammen med filosofi på en eller anden måde, som jeg altså bare ikke er bevidst om endnu!

torsdag den 17. januar 2008

Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri

Sådan lød dommen over danskerne i går fra den højtuddannede og velformulerede udenlandske arbejdskraft i Danmark i DR1s program Penge Magasinet (som man kan se her). Ifølge de adspurgte udlændinge (som både bor og arbejder i Danmark) så rækker den danske umiddelbare gæstfrihed og imødekommenhed kun til max. at vise, hvordan kopimaskinen virker. En amerikaner bemærker ligefrem, at danskerne i starten hverken vil smile eller hilse. Generelt er det øjensynlig så svært for udlændingene at forstå os danskere og begå sig iblandt os, at flere og flere firmaer opstår med netop dette problem for øje. Derfor følger man i programmet også, hvordan et kursus (med navnet Danes Today) hos Living Institute skal forberede de stakkels udlændinge på den barske sociale virkelighed i Danmark, hvor vi f.eks. er for generte til at kysse hinanden på kinderne. Generelt er problemet øjensynligt så stort, at et andet nyt firma Life in Denmark nu også ligefrem vil tilbyde en 24 timer hotline. Det endelige bevis for danskernes manglende interesse og ligegyldighed overfor udlændingene er, da programmet også viser, at problemet findes på Danmarks førende arbejdsplads Microsoft. Her har udlændingene heller ikke nogen danske venner, selvom at arbejdssproget rent faktisk er engelsk og dermed ikke burde være nogen forhindring. Det endelige fældende bevis er en undersøgelse som viser, at kun 14 % af udlændingene mener, at danskerne er åbne og inviterende, mens hele 43 % mener det modsatte.

Det var noget af en opsang. De adspurgte danskere i programmet hævder ellers, at danskerne generelt er både venlige, åbne og gode til at tage imod. En person siger ligefrem, at en fremmed er en ven, som man endnu ikke kender. Men noget tyder på, at danskerne generelt ikke ønsker at lære nogle nye venner at kende. Det minder mig en del om min gymnasietid, hvor vi faktisk også havde en del exchangestudents, men dem var der nu heller ikke den store interesse for. Hvis man spurgte folk, så gav de tit den undskyldning, at de ikke gad at tale engelsk eller at tage sig tid til at tale dansk (i et niveau som de kunne følge og give de eventuelle forklaringer osv.) Det undrede mig meget, for det forekom ikke mig at være det store problem, hvis man altså bare GAD at bruge sin energi og tid på det. Men sprogbarrierer er nok heller ikke den rette forklaring (som de også fremhæver i programmet). Nej, det er nok mere en dårlig undskyldning. For vi havde også en meget intelligent japansk pige som exchangestudent og hun formåede faktisk, at lære at tale flydende (og ja, jeg mener flydende) dansk på 3 måneder. Men det flydende dansk førte nu ikke til, at hun fik flere danske venner. Og det forstår jeg simpelthen ikke! Hvorfor er det ikke MEGA spændende, at få muligheden for at lære en person at kende fra et helt andet kontinent, kultur eller land? Jeg spørg bare, for jeg forstår det ikke. Danskerne har så travlt med kritiserer den manglende åbenhed og tolerance i samfundet, men åbenhed og tolerance handler jo om mere end bare forståelse - det handler også om interesse. Men når det kommer til stykket, så rækker humanismen for det meste ikke længere end til tomme ord. Der er generelt ikke nogen særlig stor interesse for det ukendte eller fremmede. Min japanske veninde er et af de sødeste mennesker, som jeg nogensinde har kendt og vi skrev også sammen i flere år efter hun tog hjem - på dansk! Jeg lærte meget af hende og jeg forstår ikke, hvorfor andre ikke kan se disse muligheder! I Penge Magasinet udtaler en meget smilende og sympatisk udseende irakisk mand, at han glæder sig meget til at få nogle danske venner. Jeg sidder allerede med en meget ubehagelig fornemmelse af, at hans smil meget snart blegner, når virkeligheden går op for ham. Og hvor er det egentlig ærgerligt. Man får jo næsten lyst til selv at gribe nærmeste telefon og spørge, om han har lyst til at se KBH’s seværdigheder. Manden har jo tydeligvis masser at byde på, men jeg har set det masser af gange før - det gør ikke nødvendigvis nogen forskel. For det er slet ikke det, som det handler om. Nej, det handler om at danskerne (eller mange danskere) generelt har en frygt overfor det fremmede. Altså ikke bare udlændinge, for det handler ikke nødvendigvis om racisme eller fordomme. Nej, det er en generel frygt overfor det ukendte, det fremmede og måske i sidste ende også overfor nærhed og det menneskelige. Vi har lært hinanden (danskerne indbyrdes) at omgås på en bestemt måde med vis form for distance og reservation. I programmet bliver vi kaldt direkte kolde og uimødekommende. (Jeg har omtalt dette før i min artikel Åbenhed overfor fremmede mennesker). Men hvordan skal man så egentlig møde nye mennesker eller venner? Måske er dette en af forklaringerne på, hvorfor flere og flere danskere bor alene. De kan simpelthen ikke møde nogen andre end dem, som de allerede kender. For det er jo direkte upassende, at spørge én som man ikke allerede kender om noget og dermed er det også næsten umuligt at møde nye mennesker! I Danmark er venner tit noget man har med fra sin ungdom og det er her udlændingene får et problem, for det har de jo ikke. Men behøver det virkelig at være sådan? Behøver vi virkelig, at være så bange for andre mennesker, som vi endnu ikke kender. Altså fremmede? For en fremmed er jo en ven, som man endnu ikke kender - eller hvad?

onsdag den 16. januar 2008

20 års jubilæum

Kan man have det, når man er 27? Det kan man øjensynlig. Min bedste veninde har lige gjort mig opmærksom på, at vi har 20 års jubilæum. Det vil altså sige, at det nu er 20 år siden, at en sød filippinsk udseende pige trådte ind i min klasse og min klasselærer spurgte; hvem vil sidde ved siden af den nye elev Heidi? Frisk, som jeg jo altid har været, rakte jeg naturligvis hånden i vejret med det samme. Siden har vi været rigtig gode venner og meget er sket i de 20 år – vi har delt både positive og negative oplevelser. Hun kan også huske alle de ting, som jeg har glemt - og det er jo en del. Det er fordelen ved at have venner over længere tid, for så kan de jo fortælle én, om alle de vanvittige ting man har gjort, som man ellers lykkeligt havde glemt. Men i morgen skal vi så fejre vores jubilæum med en hyggedag (uden mændene) og det bliver så forhåbentlig starten på endnu 20 års venskab.

tirsdag den 15. januar 2008

Hiphop som musik og kultur

Der findes mange forskellige opfattelser af, hvad hiphopkultur og hiphopmusik er og står for. Men jeg vil tage udgangspunkt i min egen forståelse af hiphopmusik - selvom min forståelse langt fra deles af alle eller er ukontroversiel.

Hiphop stammer fra USA. Nogle hævder, at rap allerede startede for mange år siden blandt de sorte slaver i USA, som brugte sangen til at udtrykke deres frustration. Andre mener, at hiphopmusikken først startede med de første hiphopmusikere i 1970’erne.

Men hvad er hiphopmusik egentlig? Hiphopmusik er mange forskellige ting og derfor findes der også mange genrer indenfor hiphop. Og derfor er der også meget stor uenighed om, hvad der skal betegnes som hiphopmusik og hvad der ikke skal. Jeg foretrækker en meget bred definition af hiphopmusik og derfor mener jeg også, at hiphopmusik er alt lige fra Nik og Jay til 50 Cent. Jeg ved naturligvis godt, at denne betragtning ikke vil være særlig populær i mange hiphopkredse. (Hvilket formodentlig også er grunden til, at Nik og Jay nu selv kalder deres musik for pop, men i starten kaldte de den faktisk for hiphop.) Men ud fra min forståelse af hiphop, så er Nik og Jay også hiphop, selvom det naturligvis ligger i den meget poppet ende af hiphopgenren. Mange andre foretrækker en meget smal definition af hiphop, hvilket jeg dybest set betragter som et forsøg på at fastholde hiphop som en slags undergrundskultur, frem for at erkende, at hiphop (både som musik og kultur) er blevet meget mere mainstream de seneste år. Dette betegner kritiske røster i hiphopmiljøet som, at hiphop er "ved at gå pop".

Hiphopmusikkens udtryksform er både almindelig sang, dj’ing (plademix), beatboxing (skabe musik med sin stemme) og rap. Rap er det vigtigste kendetegn ved hiphop og stammer oprindeligt fra forkortelsen af rhythm and poetry. Det betegner meget godt, hvad hiphop består af: nemlig digte tilsat rytme. Nogle rappere rimer også konsekvent hele vejen igennem deres tekster, mens andre aldrig gør det. Men det er nu heller ikke så væsentligt, for det er budskabet, selvom det selvfølgelig også er ret væsentligt, at musikken har et fedt beat (rytme eller lydmæssig baggrund). Vold og bandekrig var oprindeligt ikke en del af rap, men da mange kriminelle har taget musikken til sig, så kan det hurtigt virke sådan. Det har de måske gjort, fordi at hiphopmusik har en meget kraftig gennemslagskraft, som måske i en vis grad appellerer til aggression. Men aggressionen behøver jo ikke at blive brugt på en negativ måde - den kan også bruges til at få en større selverkendelse, kontrol eller (vigtigst af alt) som motivation.

Hiphoptøj fremhæves også tit som en del af hiphopkulturen. Hiphoptøj er mest kendt for baggy jeans og baggy hættetrøjer. Nogle mener, at det baggy (posede) udtryk stammer fra hiphopkulturens opvækst i fattige kvarterer (hvor man arvede de ældre søskendens tøj) mens andre mener, at det stammer fra de kriminelle, som blev lidt for vant til onesize i fængslerne. Bling-bling (udtryk for smykker af guld, sølv eller diamanter) er også en stor del af hiphopkulturen og det bruges mest til at symbolisere ens økonomiske status overfor alle andre. Nogle andre eksempler på statussymboler (som ofte bliver nævnt i hiphopmusik) er f.eks. dyre biler, dyrt tøj og store huse. Disse statussymboler er også klart en form for pral og en måde at vise alle andre, at man ikke (længere) er en del af den økonomiske underklasse.

Hiphopmusikkens essens er dybest set, at kunne fortælle andre om ens oplevelser, følelser og syn på livet. Dette minder på mange måder om at have en blog. Derfor har bl.a. Eminem også kritiseret USA's regering i skarpe vendinger for at kvæle hans ytringsfrihed ved direkte at censurere hans tekster. Da hiphopmusik har plads til langt flere ord end andre musikgenrer, så giver det også automatisk mere plads til at fortælle længere og grundigere om en oplevelse. De fleste hiphoptekster bygger på den forståelse af virkeligheden, at alle (potentielt) har muligheden for at opnå den amerikanske drøm. Her skelner man ikke (nødvendigvis) mellem det at klare sig godt gennem kriminalitet eller klare sig godt på en mere samfundsmæssig korrekt måde. Men det er en misforståelse, hvis man tror, at hiphopmusik altid fremstiller eller fremhæver kriminalitet som noget positivt. For rigtig mange tekster handler faktisk om, at komme videre med sit liv, at komme væk fra kriminaliteten, at komme væk fra ghettoen eller at få en uddannelse og et job. Teksterne handler også meget om selvhævdelse og ære. Rap var oprindeligt en verbal kamp på ord (og kun på ord) mellem to rappere, hvor det gjaldt om at forsvare sine synspunkter, sin ære (andres respekt for én) og sin selvrespekt. Breakdance eller hiphop er naturligvis også en væsentlig del af hiphopkulturen og derfor har de fleste, som hører hiphopmusik, nok også et vist kendskab til dansen i enten større eller mindre grad.

Hiphopmusikkens syn på kvinder er meget omdiskuteret. Tit bliver det fremhævet, at hiphopmusik per definition skulle være kvindenedgørende. Men det mener jeg simpelthen er forkert og misforstået. Der findes selvfølgelig idioter overalt - også indenfor hiphopmusik. Sådan er det, men jeg mener ikke, at man sådan generelt kan sige at hiphopmusik er kvindenedgørende. Alle mandlige rappere har skrevet kærlighedssange til de kvinder, som de elsker eller forelsker sig i, hvor kvinderne bliver hyldet og værdsat. Nedsættende ord bliver (af de fleste) kun brugt om kvinder, som man ikke har nogen respekt for. De fleste rappere vil aldrig hævde noget negativt om nogle af de kvinder, som de elsker. Tværtimod, så er de dronninger. Bare fordi man bruger et bestemt ord eller taler nedsættende om kvinder, som man ikke bryder sig om, så betyder det jo ikke, at man generelt ikke har nogen respekt for kvinder. Denne sammenblanding har man også set i forbindelse med Hanne-Vibeke Holsts kritik af hiphop- musik, som jo førte til en større diskussion i medierne. Den diskussion blev vel reelt afsluttet ved at Holst var med i Jokerens video Godt Taget. Jeg frikender hermed ikke alle hiphopmusikere for at se ned på kvinder, men jeg påpeger bare, at jeg i hvert fald ikke opfatter hiphopmusikken som mere kvindenedgørende end andre musikgenre. Desuden så tager kvindelige rappere som Eve, Missy Elliot, Da Brat, Lauryn Hill, Lady Soveriegn og danske Natasja også klart revanche, når de rapper om mændene og deres egenskaber. Faktisk så mener jeg, at hiphopmusik generelt har et meget mere åbent syn på kvinder end mange andre musikgenre. F.eks. gælder modebranchens idealformer ikke indenfor hiphop, hvor man generelt syntes, at man kan være cool, uanset om man er tyk eller tynd. For her handler det mere om ens attitude og at turde vise, hvem man er, uanset hvordan man så er. Altså handler det med andre ord om, at pakke janteloven væk og sætte det store smil på.

mandag den 14. januar 2008

Trauma Center Second Opinion

Trauma Center Second Opinion til Nintendo Wii er det første spil til konsol omkring lægearbejdet. Derved kan det mere brede spilpublikum (ja, jeg ved godt, at alle ikke har en Nintendo Wii) få indblik i lægeverdenen. Personligt, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle have sådan et spil - pga. nogle særdeles ubehagelige erindringer og oplevelser med sygdom, men nu har jeg alligevel overraskende nok spillet. Trauma Center lyder måske umiddelbart som et seriøst spil og det er det også på nogle områder. Men generelt må man dog sige, at spillet helt klart er et arkadespil og derved også en light version af, hvad der kunne have været et virkeligt seriøst spil. Men selvom spillet ikke skal tages så seriøst, så rummer det alligevel i en vis information omkring, hvordan forskellige behandlinger og operationer foregår og samtidig viser det også nogle af de problemstillinger, som læger står i hver dag (selvom det selvfølgelig er meget forsimplet). Den måde, man bruger Wii remoten og nunchucken på (to specielle kontrollere, som gør at man deltager mere interaktivt i spillet) giver også en vis illusion af realisme, hvilket man desværre ikke får med på klippet. Spillet bygger sværhedsgraden op på den måde, at operationerne kræver mere og mere (også funktioner som selv virkelighedens læger har sygeplejersker til, som f.eks. at holde hjertet i gang). Klippet nedenunder er fra den første del af spillet og viser meget godt, hvorfor at Trauma Center ikke er verdens mest seriøse fremstilling af lægeprofessionen og hvor der er plads til videreudvikling til næste spil (som allerede er på vej). Jeg ville f.eks. foretrække, at der var reel manga animation mellem operationerne, frem for bare billeder af handlingen (storyline). Nu er vi altså i 2008 og så SKAL der være tid og penge til at animere mellemsekvenserne. Selvom nogle måske syntes, at det andet koncept er mere cool. Men ellers syntes jeg, at Trauma Center er en rigtig god ide (inspireret af nogle lægeuddannelsers simulationsspil) og at det som spil både er meget nervepirrende og fungere godt med Wii'ens specielle styring. Selvom jeg personligt ikke ville ønske, at blive syet sammen på den måde, som det bliver gjort i klippet nedenunder. (Jeg er i hvert fald mere grundig, når jeg spiller og desuden må det også trække en del ned i pointene.)

søndag den 13. januar 2008

Konference : Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century

En yderst spændende konference om tabet af mening i kunst, politik og filosofi i begyndelsen af det 20. århundrede. Der er mange spændende historikere og filosoffer fra både Danmark, Tyskland, Italien og England. Konferencen er åben for alle, men tilmeld dig ved at skrive til Nina Borum på ninabo@gmail.com.

Arrangør: Saxo Institut, Europe in Transition, Københavns Universitet.

Lørdag og søndag, d. 2. & 3. februar, kl. 9.00-16.00, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K.

Se program her.

fredag den 11. januar 2008

Forskellen mellem mænd og kvinder

Forleden havde jeg en mailkorrespondance med en dansk universitetsansat lektor i filosofi omkring en artikel, som han har skrevet om noget filosofi. Det skyldtes, at hans (ellers gode) artikel også indeholdt en fordom om kvinder på universitetet og det måtte jeg selvfølgelig lige påpege. Det viste sig, at han næsten ville give mig ret og så alligevel fastholdt han sin fordom. Hvorfor skal man altid sættes i bås med andre kvinders egenskaber ud fra ens køn? Det er simpelthen så irriterende! Og hvorfor skal man altid tale om forskellen mellem mænd og kvinder? For jeg syntes egentlig ikke, at der er den store forskel. Hvis man altså bare kan være sig selv, hvilket gælder både for mænd og kvinder. Jeg har altid haft mange venner af det modsatte køn, faktisk lige fra jeg var helt lille. Min første drengeven fik jeg allerede, inden at jeg begyndte i børnehaven og da jeg endelig (han var et år ældre) kom i børnehaven, holdt han mig i hånden hele den første uge. (Indtil en pædagog fik den ide, at det var forkert, at vi ikke legede med de andre børn.) Da jeg også har haft en bror, så har jeg naturligvis også leget meget sammen med ham og hans venner. Og siden har jeg også haft flere rigtig gode drengevenner. Jeg tror, at hvis man har haft en virkelig god ven af det modsatte køn (som man kan snakke med om alt) som teenager eller voksen, så vil man heller aldrig hævde, at mænd og kvinder er helt vildt forskellige. For så har man helt automatisk en forforståelse af, hvordan det andet køn tænker og en direkte viden om, at vi dybest set er ret ens, på trods af nogle mindre væsentlige forskelle. Man skal passe på ikke at gøre individuelle forskelle til kønsmæssige forskelle. Jeg syntes faktisk, at de fleste mænd er skønne. Det er virkelig sjældent, at jeg møder en mand, hvor jeg tænker, hold da kæft en idiot. Men det sker da. Der findes jo de typer, som altid skal se ned på kvinder (altså ikke for sjov, men helt seriøst). Den slags mandschauvinisme og chikane af kvinder plejer jeg at nævne tre årsager til: enten har han en dominerende mor, en dominerende kæreste eller også mangler han bare en kæreste. Altså er det, han hader ved kvinder, sin egen manglende evne til at sige fra eller komme i kontakt med kvinder.

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv feminist. Jeg går ind for lige rettigheder - også for mændene. Men jeg må også samtidig erkende, at der fra naturens hånd ikke er givet lige vilkår. For det er kun kvinden som kan blive gravid og amme. Det er egentlig ret uretfærdigt og derfor kan en arbejdsfordeling heller aldrig blive 100 % lige, hvis man som par vælger at få børn. Men man kan jo prøve på at kompensere for naturens ulige og uretfærdige fordeling. Men når det så er sagt, så syntes jeg også, at mange feminister er FOR rabiate i deres holdninger og tit ytrer ting, som jeg enten ikke kan gå ind for eller som jeg er direkte uenig med. Samtidig tager jeg også skarpt afstand fra kvinder som konsekvent bare hader andre kvinder. Personligt finder jeg det højest mærkværdigt og inkonsekvent, hvordan en kvinde selv kan hævde, at alle kvinder bare er dumme, lyver, bagtaler eller burde dø (ja, den har jeg faktisk også hørt). Men det må jo stamme fra enten selverkendelse eller selvnedvurdering som derefter bliver generaliseret ud på alle andre kvinder. Men det mest belastende er, når mænd sætter én i bås med andre kvinders dårlige egenskaber eller vaner, for derved hævder de jo også, at jeg har disse egenskaber eller vaner, bare pga. at jeg tilfældigvis også er kvinde. Jeg syntes ikke, at kvinder på samme måde automatisk bare tilskriver mænd dårlige egenskaber og sætter dem i bås udelukkende pga. deres køn. Derfor skuffer det mig også, når veluddannede mænd på universitetet kan hævde sådan noget, for man burde jo tro, at de vidste bedre.

En sang som passer meget godt på, hvordan jeg har det med dette emne, kan ses og høres her.

torsdag den 10. januar 2008

Wikipedias idealisme

Ja, jeg burde jo egentlig have vidst det, allerede inden jeg begyndte at skrive artikler på Wikipedia. Bare ud fra Wikipedias egen definition af sig selv, som en encyklopædi på over 250 sprog som skrives af frivillige bidragydere fra hele verden. Med andre ord, hvem som helst kan skrive, hvad som helst. Det lyder jo også næsten for idealistisk og anarkistisk. Og ganske rigtig, bag disse ord skjuler sig da også en helt anden realitet. Bag den idealistiske definition gemmer sig en masse foranstaltninger, så man netop ikke bare kan skrive, hvad som helst. For det første er der en lang række administratorer af både frivillige og ansatte. Administratorernes job er, at holde lov og orden i rækkerne af skribenter og det gør de med hård hånd (tag ikke fejl af det). Det første man skal lære på Wikipedia er, hvordan man laver en artikel i deres html (som delvis består af gamle html koder og almindelig tekst). Derefter skal man lære at skrive efter en masse regler om, hvordan man SKAL sætte en artikel op, hvilket sprogbrug man SKAL bruge og hvad der IKKE er tilladt. Alle reglerne er egentlig meget rationelle og logiske og dem er der egentlig ikke noget galt med i sig selv.

Nej, problemet er mere, at Wikipedia rent faktisk også har et aspekt af demokrati med alle dets glæder og sorger. Der er en vis glæde ved at bygge noget op sammen med andre mennesker, specielt på kryds og tværs af alder, uddannelse og erhverv. Problemet opstår først, når der er en uoverensstemmelse mellem skribenterne. Her er folk meget vedholdende og mange fastholder deres synspunkter eller rettelser med diktatorlignende autoritet (specielt i de interne diskussioner, hvor andre ikke kan se, hvad de skriver). På den måde kan en rettelse i princippet blive rettet frem og tilbage i det uendelige, indtil en af parterne klager til administratorerne. (Lidt ligesom børn klager til deres forældre.) Sådan en klage kan føre til, at man enten får en advarsel eller bliver smidt helt ud. Men der er ingen ankeinstans og derfor er det helt op til en tilfældig formynderisk (ja, det er ikke NPOV) administrator at afgøre ens skæbne. Hvoraf mange på Wikipedia kender hinanden, så man kan ikke regne med nogen form for objektivitet. Nu skal det siges, at jeg stadig ikke har fået, hverken nogen advarsler, blevet blokeret eller blevet smidt ud, men selve frygten for at få flere klager, gør at jeg ikke gider gå ind i en diskussion med andre på Wikipedia mere. Hvis de retter noget, så retter jeg det kun tilbage, hvis jeg dermed ikke længere kan stå inde for sidens indhold. For der er nogen sider, som jeg føler en vis forpligtelse overfor og derfor kan jeg ikke bare se til ved enhver form for ændring. Her troede jeg så selvfølgelig, at jeg som sidste udvej, bare kunne slette det indhold, som jeg selv havde skrevet. Men nej, bordet fanger. Når man først er ansvarlig, så er man det FOR LIFE (ligesom når man er medlem af en kriminel bande). For resultatet af at slette mit eget indhold var, at jeg derved fik endnu flere klager over, at jeg netop havde slettet indholdet. Hvilket betød, at jeg måtte genindsætte indholdet. Egentlig kunne jeg også vælge at klage, frem for bare at give efter. Men det gider jeg ærlig talt ikke, for det kommer der nok alligevel ikke noget ud af (ud over måske at få en ny fjende). Så den frie og idealistiske verden, som jeg troede Wikipedia var, viste sig naturligvis, at være en uretfærdig og bureaukratisk verden (ligesom den udenfor nettet). Selvom det stadig irriterer mig, at nogle sider på Wikipedia (på dansk) er så rodet og fejlagtige, så man tror, at det er løgn. Men frem for bare at føle frustration, så har jeg skabt min egen hjemmeside om filosofi. Der er der nemlig kun en administrator og det er mig. Nej, det passer ikke, der er selvfølgelig også Google, min samvittighed, andre menneskers meninger (dem som betyder noget for mig) og i sidste ende måske politiet. Men det er også i orden, for jeg har stadig ikke fået nogen henvendelser fra nogle af dem, om at jeg bliver nød til at ændre noget.

For god ordens skyld så må jeg hellere også tilføje, at jeg syntes, at Wikipedia er en genial ide. Det meste af den kritik jeg har fået, er faktisk også helt fair kritik, men ikke alt. For noget kritik skyldes det faktum, at der findes mange områder, som man ikke kan opsætte regler for eller som er afhængig af en subjektiv vurdering (og de kan jo være forskellige). En anden foranstaltning mod tilfældighedernes kaos på Wikipedia er, at mange artikler faktisk er låst, men det betragter jeg nu som en god og hensigtsmæssig ide. Specielt for rigtig gode og populære artikler som f.eks. Harry Potter (den engelske version) og derfor har Harry Potter også sine egne udvalgte skribenter. Wikipedia er i dag oppe på over syv millioner artikler, hvoraf 77.834 er på dansk. Desværre er den danske version stadig ikke lige så god, som den engelske, men det ændrer sig forhåbentligt med tiden og lidt tålmodighed.

onsdag den 9. januar 2008

En hyldest til det at skille sig ud

Jeg har aldrig set en side om filosofi, ligesom Anders Fogh Jensen side om sig selv og filosofi. Den kan ses her. Bemærk også lige selve adressen http://www.filosoffen.dk. Det er godt nok den mest utrolige hjemmeside om filosofi, som jeg nogensinde har set og så er siden overraskende nok også på dansk. (Igen et punkt, hvor han skiller sig ud.) Jeg har været inde på siden et par gange før, men det er på tide at nævne den, så alle andre besøgende på min blog også kan måbe over den. Jeg går bestemt ikke ind for janteloven og derfor vil jeg da også gerne holde Anders side frem, som et godt eksempel på, hvad der er brug for mere af. Anders har hverken sparet på det kreative med hensyn til design, billeder eller indhold. Html designet er rigtig lækkert og billederne ligner mest af alt noget fra et dyrere mandeblad. Indhold er der også masser af, både hans artikler (som man kan læse, ikke bare titlen) gennemgang af hans forskning, beskrivelser af hans foredrag, et galleri, ja selv et aktivt debatforum. Wauw, jeg må indrømme, at jeg både er fascineret og imponeret af den grad af selviscenesættelse og grundighed. Anders og hans side skiller sig virkelig ud og i den grad, at man ikke kan andet, end at tage hatten af for det. Hvis jeg skal sammenligne Anders side med min egen hjemmeside om filosofi, så blegner min hjemmeside i sammenligningen som et vagt, amatøragtigt og mislykket forsøgsprojekt. Selvom Anders og jeg nok næppe har meget til fælles filosofisk set, så må jeg sige, at hans side alligevel minder mig om, at jeg stadig har MEGET at lære. Så tak Anders, både for påmindelsen og din side om filosofi.

mandag den 7. januar 2008

Meningsløs kritik versus meningsfuld ros

Jeg er i løbet af de sidste par år blevet meget træt af meningsløs kritik. Misforstå mig ikke, jeg er ikke træt af kritik af et eller andet givent emne, det er helt i orden, hvis man bare har en pointe med det. Jeg er heller ikke træt af kritisk stillingtagen, nej, faktisk er der brug for mere af det - specielt på nogle områder. Men det som jeg virkelig er træt af, er kritik BARE for kritikkens skyld - altså meningsløs kritik. For det er altid nemmere bare at kritisere, end det rent faktisk er at skabe noget, mene noget, udrette noget eller bidrage med noget. Man kan hurtigt blive hæmmet af for meget kritik, så man til sidst ikke tør eller kan skabe noget af frygt for kritikken. Denne form for hæmning skal man selvfølgelig modarbejde på enhver mulig måde, da den jo ellers vil begrænse ens selvudfoldelse. Derfor har jeg i det sidste halve år fokuseret meget på, ikke bare at være kritisk hele tiden, men også på, at huske at rose andre. Jeg tænkte, at hvis alle gjorte det, så ville verden også blive et bedre sted.

Men det med at rose andre, det er langt fra nogen let opgave og så har det (overraskende nok) også flere negative sider. For det første, skal man nogle gange nærmest selv bede om at få lov til at rose et andet menneske. For det andet, så reagere nogle mennesker på uventet ros, ligesom man ville reagere, hvis man blev tilbudt en ny og uprøvet form for medicin. Andre er heldigvis lettere at overbevise og der fungerer rosen, som den bør, nemlig ved at medfører glæde, optimisme og derved forhåbentlig også mere innovation. For det tredje, så er der mange sammenhæng, hvor det er stort set umuligt at rose nogen, uden at de dermed også antager, at man må have en eller anden bagtanke med det. En fjerde dårlig ting ved at rose andre er, at ros på en eller anden måde også nedsætter andres syn på én selv, så man gennem ens ros rent faktisk kommer til at virke mere naiv, mindre intelligent og mindre seriøs. Dette kan muligvis også forklare, hvorfor at intellektuelle altid bliver fremstillet som meget kritiske og negative i både film og på teater. Og muligvis også forklaringen på, hvorfor universitetet kun består af kritik og ikke giver plads til nogen form for ros.

Ros forekommer for det meste også kun, når noget er slut. Hvor tragisk en konstatering. Nu, hvor det gode er slut, så kan vi da godt lige sige noget positivt om det, men ikke et sekund før. Det gælder for eksempel, når folk går på pension eller dør. Ih, hvor kan man også bruge ros til meget, når man er død. Ej, her må man lige vågne op. Ros må nødvendigvis hænge sammen med, at personen rent faktisk stadig er i live, specielt, hvis man er ateist og derved ikke tror på, at vi mødes senere i himlen. Nej, man skal ikke vente med at rose eller værdsætte andre mennesker til begravelsen, det skal sgu foregå her og nu! Men ens ros må naturligvis komme direkte fra hjertet og ikke bare være sådan noget overfladisk høflighedsvrøvl, man siger, bare for at sige noget positivt om en person. Nej, det burde være forbudt, at sige ligegyldige positive ting om andre, som man alligevel ikke mener. Men på trods af de negative sider ved at rose andre mennesker, så vil jeg alligevel anbefale andre, at overveje at begynde at rose og værdsætte andre mennesker mere. For det kan der faktisk komme en del positive oplevelser ud af, nemlig glæden ved at se andre glade og den er faktisk større end man umiddelbart skulle tro.

søndag den 6. januar 2008

Hvor blev den filosofiske debat egentlig af?

Jeg syntes ærlig talt, at der mangler filosofisk diskussion. Ja, ikke bare på nettet, men også på min uddannelse og mere generelt i samfundsdebatten. Jeg vil altid meget gerne diskutere filosofi, ja nærmest, hvad som helst emne. Ja, ikke bare FOR at diskutere, for det ville jo være pointless, men for at blive klogere både på mine egne filosofiske holdninger og andres. Det er selvfølgelig altid spændende, at diskutere filosofiske problemer med andre filosofistuderende, men man kan nu også sagtens diskutere filosofi med folk, som aldrig har læst filosofi. Selvom de selv tit antager, at dette ikke er muligt. Men det er det skam. For filosofi handler jo om virkeligheden (det bør den i hvert fald) og derfor kan man også sagtens diskutere filosofi med folk uden nogen form for akademisk uddannelse i filosofi. Dette burde egentlig være en meget logisk og simpel konstatering, men det er det mystisk nok ikke for alle akademikere.

Det som undre mig mest er, at der, hvor diskussionen burde være størst, nemlig på universitetet, der er diskussionen (mig bekendt) stort set ikke eksisterende. Den undervisning (som jeg har fået) har stort set været blottet for filosofisk diskussion, da undervisningen kun har fokuseret på at gennemgå de forskellige tilgange og teorier indenfor filosofi, men ikke på (det væsentlige, ville nogle måske mene) nemlig, at diskutere teoriernes holdbarhed og deres indhold. Diskussionen blev øjensynlig ikke anset for mere relevant, end at der ikke kunne blive plads til den i undervisningsplanen. Dog må jeg retfærdigvis nævne, at jeg engang havde en underviser i videnskabsteori og etik, som rent faktisk formåede at få debat med i undervisningen. Men det må have været undtagelsen som bekræfter reglen. Ligeledes er der heller aldrig den store diskussion til hverken foredrag eller konferencer. Og selv hvis der ENDELIG er en reel diskussion, så udarter diskussionen sig tit hurtigt til bare at handle om et eller andet ligegyldigt aspekt, samtidig med at diskussionen også tit bliver til en form for vekslende personangreb - til skræk og advarsel for alle andre, som kunne tænke sig at diskutere noget filosofisk. Men måske er det slet ikke meningen med filosofisk diskussion, at den skal foregå i store forums, måske egner den sig meget bedre til at foregå i mindre forsamlinger. Selvom det helt sikkert også ville hjælpe på den filosofiske diskussion, hvis bare de basiske argumentationsteoretiske regler blev overholdt. For det er lige før, at den filosofiske debat i aviser og tv-programmer tit foregår mere sagligt, end den gør i den akademiske verden. Faktisk kan jeg ikke huske nogen filosofisk debat på tv, som har udartet sig ligesom nogle akademiske filosofiske debatter gør. Men på tv kan man selvfølgelig også redigere og klippe det fra, som ikke egner sig til at blive vist offentligt, det kan man naturligvis ikke i live-udgaven.

lørdag den 5. januar 2008

Så er ytringsfriheden tilbage på min blog

Det betyder, at jeg fremover vil kunne blive udsat for både verbale angreb, negative kommentarer og andre former for spydigheder. (Ligesom in real life.) Det ser jeg naturligvis frem til, selvom der selvfølgelig også kan være nogen, som bare vil stille nogle spørgsmål eller diskutere noget spændende. Men generelt hersker der jo ikke ligefrem nogen god tone på nettet. Nej, faktisk minder nogle af diskussionerne på nettet om en slags internet roadrage, hvor folk får deres aggressioner ud ved at angribe andre verbalt på nettet.

Men der er to gode grunde til, at jeg nu (igen) vælger at give mulighed for at kunne kommentere mine indlæg på min blog. Den ene grund er den selvindlysende, nemlig at der naturligvis bør være ytringsfrihed på min egen blog. Så har jeg jo i hvert fald fejet for min egen dør. Modargumentet er selvfølgelig her, at der alligevel ikke er nogen som gider at kommentere og derved kan muligheden være ligegyldig. Men det må vi jo se, hvorvidt passer! Den anden grund er, at jeg har modtaget et par e-mails fra folk, som opfodrer mig til at indføre en kommentarmulighed. Specielt en bestemt mail (fra en bestemt person fra blogger-miljøet (lyder næsten som rockermiljøet!)) har ført til den nu mere åbne ytringsfrihed. Generelt har folk dog skrevet nogle meget høflige mails til mig (og det værdsætter jeg) men derfor kan jeg jo godt selv lige komme med nogle kritiske kommentarer til min egen tidligere førte blogpolitik.

Den tidligere blogpolitik gik i store træk ud på, at der ikke var mulighed for at efterlade (selv den mindste lille) kommentar og derved var der heller ikke nogen form for ytringsfrihed. Denne manglende ytringsfrihed virkede både krænkende og som en kynisk undertrykkelse af nettets grundlæggende væsen og frihed. Ja, nogen vil måske endda mene, at den tidligere førte blogpolitik minder om den grusomme Sovjettid. Men derudover så virker det både hyklerisk og selvmodsigende, at netop jeg, som fortaler for ytringsfrihed, i den grad har undertrykt den basale frihed på nettet. Specielt dem som kender mig personligt, har med ord som hvorfor har du ikke nogen kommentarmulighed på din blog og så kan jeg godt forstå, at du ikke giver mulighed for kommentarer på din blog ramt min dårlige samvittighed og gjort at jeg til evig tid må sidde tilbage med en stor skam- og skyldfølelse. Men fortidens blogpolitik kan man ikke ændre på, så derfor må det handle om at se fremad og det vil jeg gøre - med den nye blogpolitik og den genfundne blog-ytringsfrihed.

fredag den 4. januar 2008

Min top 10 over irriterende fordomme om filosofi

10. Filosofi, er det ikke sådan noget med at filosofere sig væk fra virkeligheden? Jo, det er der desværre en udpræget tendens til indenfor den akademiske verden. Men heldigvis findes der også masser af mennesker som læser filosofi, som endnu ikke har filosoferet sig helt væk fra virkeligheden og som laver videnskabelig filosofisk forskning. Mine personlige råd til at undgå at filosofere sig helt væk fra virkeligheden er: at få et (skod) studiejob (det holder fast i virkeligheden på en meget overbevisende måde) eller en kæreste eller nogle venner med jobs ude i virkeligheden.

9. Dem, som læser filosofi, ryger hash og er lidt hippieagtige. Ja, nogen er måske, men ikke mig. Jeg er imod stoffer på enhver måde og jeg foretrækker, at nøjes med at ødelægge min hjerne med spiritus og meningsløs tv-underholdning. Lidt hippieagtig er jeg dog, da jeg går meget ind for bedre forståelse og mere kærlighed blandt mennesker. Med hensyn til påklædning, så veksler jeg personligt mellem konservativ og street (hiphop) stil, så den er langt fra hippieagtig.

8. Filosofistuderende er ikke særlig målrettet. Hmm... for at tale på mine egne vegne, så mener jeg, at jeg er meget bevidst om fremtiden og hvor jeg er på vej hen - uden dermed at kunne spå om fremtiden. Men der er mange, som ikke tænker længere end universitetstiden, hvilket ikke bare burde være et problem for dem selv, men også burde være et problem for universitetet.

7. Filosofistuderende er nogle Kurt Cobain wannabees. Ja, desværre har nogle filosofistuderende en vis forkærlighed for det tragiske og triste, men det er heldigvis ikke alle. Men jeg syntes, at det er meget deprimerende, hvordan nogle (mis)bruger filosofi til at udvikle og fastholde en generel pessimistisk tilgang til livet - for så derefter også at prøve på at tvinge den ned over andres livsanskuelser.

6. Filosofistuderende tror selv, at de er SÅ kloge. Ja, det er der vist en tendens til, men det er nok et generelt problem for studerende på længere videregående uddannelser. (Problemet opstår for det meste allerede inden, at de overhovedet har lært noget.) Personligt er jeg imod, at man tror, at man er klogere end alle andre, selvom man rent faktisk ved mere end andre på et bestemt område. En vis ydmyghed er i mine øjne klædeligt. Men den ubetingede tro på sig selv (som værende meget klogere end alle andre) vidner for det meste også bare om en stor uvidenhed. Nemlig en uvidenhed om og manglende forståelse af, hvor mange områder man faktisk ikke ved noget om. Så måske er det på tide at læse og lære noget nyt, som man ikke har læst om før, hvis man hævder dette. Det værste er, når folk bare automatisk antager, at jeg pga. min uddannelse og måske også i en vis grad min udstråling, at jeg ser mig selv som værende meget klogere end dem. Nu mener jeg selv, at jeg har en god del respekt og en vis ydmyghed overfor alle mennesker, uanset uddannelse og baggrund, så derfor virker dette angreb meget overraskende. Det er faktisk også svært at argumentere imod sådan en påstand, uden rent faktisk at lyde bedrevidende eller arrogant.

5. Filosofi, det er sådan noget med Wittgenstein, ikke? Det mest irriterende ved dette spørgsmål er, at jeg engang blev spurgt om det til jobsamtale til et drømmestudiejob i et dansk ministerium. Jeg havde ingen forudsætninger for at vide, hvilken indstilling min mulige kommende chef havde til Wittgenstein. Og da holdninger omkring Wittgenstein jo spænder lige fra dem, som ser ham som en slags gud, til dem som ser Wittgenstein som et klassisk eksempel på, hvorfor filosofi er spild af tid, så er det svært at svare på sådan et spørgsmål til en jobsamtale. Du kan selv gætte på, hvad der var tilfældet i min jobsamtale. Men for at svare på spørgsmålet, så handler filosofi om meget andet end (bare) Wittgenstein.

4. Filosofi, det er noget med... og så et eller andet overtroisk, religiøst, konspirationsteoretisk eller noget helt fjerde, som man aldrig har tænkt på i forbindelse med filosofi. Folk antager mange mærkelige ting om filosofi, både fordi de selv har en interesse for det pågældende emneområde og så for at bruge det, som et argument imod filosofi. Uanset hvad, så er det ret irriterende at få at vide, hvad ens studie handler om, specielt af nogen som intet ved om ens studie. Jo mere sikre de er på, hvad ens studie handler om, jo sværere er det også at fortælle dem, hvad filosofistudiet rent faktisk handler om eller går ud på.

3. Du siger, at du læser filosofi, så har du jo helt sikkert også læst meget om... og så en eller anden som jeg aldrig har hørt om, som intet har at gøre med filosofi eller som jeg ikke har nogen interesse for. Det minder lidt om punkt 4, for igen bliver det antaget, hvilke interesser jeg har, uden at man reelt ved noget om mig eller mine interesser. Selvom det skal siges, at spørgsmål som dette dog alligevel for det meste fører til nogle meget spændende samtaler.

2. Filosofi, jeg hørte / læste om en, der også havde læst filosofi, som mente... og så en eller anden dum eller latterlig holdning, som jeg dermed også bliver skudt i skoene. Der er desværre også en del dumme mennesker, som har læst filosofi før mig og det betyder øjensynlig, at en del af det at tage en filosofi uddannelse også er, at skulle tage stilling til alle andres (som har læst filosofi) teorier og holdninger på alle mulige og umulige områder. Dette problem forekommer nok også indenfor andre fagområder.

1. Hvad kan man så bruge filosofi til bagefter (når uddannelsen er taget)? Det er helt sikkert det spørgsmål, som jeg har fået mest i forbindelse med mit filosofistudie. Da jeg er blevet spurgt om det så ofte, så har jeg efterhånden udviklet flere forskellige fremgangsmåder og indfaldsvinkler til filosofi, som jeg kan bruge til at besvare spørgsmålet, afhængig af, hvem det er som stiller spørgsmålet. Det viser lidt om, hvor meget jeg har været tvunget til at stille mig skeptisk overfor filosofi - både som studie og videnskab. Men for at svare så generelt som muligt på spørgsmålet, så er det at læse på universitetet, jo ikke det samme som f.eks. at uddanne sig som murer eller skovfoged, hvor man har et konkret eller præcist defineret erhverv bagefter. Men dette gælder (bort set fra det) jo også efterhånden på resten af arbejdsmarked, hvor det jo i højere og højere grad handler om at være fleksibel og kunne tilpasse sig nye udfordringer og vilkår. Generelt er jeg også imod tanken om, at man bliver filosof, bare fordi at man har læst filosofi. Nej, filosof det kræver sgu' mere, end bare det at tage en uddannelse eller at undervise i filosofi. For man kan sagtens læse filosofi i mange år, uden at fatte noget som helst eller for den sags skyld blive klogere. En filosof er en person som bidrager til filosofien ved at udvikle ny viden eller en ny teori. Men filosofi kan generelt bruges til meget forskelligt og på mange forskellige områder og hvis jeg virkelig skulle svare fyldestgørende på det her, så kunne jeg jo nærmest lave en afhandling om det i sig selv. Og det har jeg ikke tænkt mig.

torsdag den 3. januar 2008

Vinter curling med biler

Her er en video som viser, hvor glat det kan blive om vinteren. Videoen begynder godt nok med en idiot, som bliver ved med at gasse sin bil op, selvom han bliver ved med at køre galt. Men resten af videoen viser, hvor glat vejen kan være, selvom man kører meget langsomt - bilerne glider simpelthen bare ind i hinanden (også sidelæns) præcis ligesom i curling. Klippet indeholder heldigvis kun materiel skade (en god del af det) men tænk på, hvordan situationen ville have set ud, hvis det var en motorvej, hvor man kørte med f.eks. 100 km/t! Dermed skulle advarslen være givet videre til alle, som skal ud og køre på de danske vinterglatte veje. Klippet er filmet i Portland, Oregon i USA (af King 5) og med musik af Frank Sinatra: Let It Snow Let It Snow.